Carsten og Søren foran Sørensen og Lynggaard

Sørensen og Lynggaard

Hos Sørensen og Lynggaard i Viborg har vi bredden i både maskiner, tilbehør og service. I butikken finder du alt fra værktøj til arbejdstøj og et stort udvalg i have-park maskiner, og der er altid en medarbejder, du kan spørge til råds.

Vi har over 30 års erfaring med store og små maskiner til landbrug, have-park og private, og alle vores medarbejdere får løbende efteruddannelse, så vi kan holde dine maskiner kørende med mindst mulig ventetid.

Værkstedet er pulsen i Sørensen og Lynggaard. Her sørger vi for at dine maskiner er hurtigt i arbejde efter service eller reparation. Vi har selvfølgelig reservedelene til de maskiner, du køber hos os med 40.000 varenumre fast på lager, og bliver der problemer med dine maskiner, så har vi servicebiler og lastbiler, der kommer rundt i hele regionen.


På rundtur...

Du kan som erhvervsdrivende og privatkunde hente masser af inspiration indenfor landbrug, entreprenørmaskiner, have/park og rengøring. Se vores profilfilm herunder, som tager dig med rundt i virksomheden.


Vores afdelinger

Virksomheden er opdelt i flere afdelinger: Værksted, reservedelslager, ny- og brugtsalg af maskiner og traktorer, en have-park-afdeling og butik hvor vi blandt andet forhandler håndværktøj, arbejdstøj, havemaskiner, landbrugsisenkram, gaveartikler og legetøj, mens vi på reservedelslageret har alt inden for sliddele, reservedele og udstyr til førende mærker.


Historien bag virksomheden

Vi skal tilbage til den 1. Januar 1976, hvor de første maskiner rullede ind på værkstedet hos den nystartede maskinforretning, Sørensen og Lynggaard. Søren Anker Sørensen og Svend Lynggaard havde netop slået pjalterne sammen på Hindbærvej i Viborgs sydlige bydel – i Søren Ankers private garage. Godt seks måneder efter rykkede de teltpælene op og flyttede ud på Ærøvej – mere plads skulle der til, for virksomheden gik godt. Flere gange blev der bygget til og om, og i 1986 var det nødvendigt med mere plads igen. Denne gang på Fanøvej 7 hvor maskinforretningen har haft postadresse siden.

Partnerskabet mellem de to stiftere varede frem til 1991, hvor Svend Lynggaard valgte at stoppe. Søren Anker drev gesjæften videre alene, og i 1996 startede sønnen, Carsten Carøe Sørensen op som værkfører. I 2004 begyndte et glidende generationsskifte med afslutning i 2010, hvor Carsten blev eneindehaver.

I dag – 40 år efter det hele startede – er der fortsat masser af aktivitet på Fanøvej. Hver dag tjekker 35 ansatte ind til en travl og spændende hverdag på værkstedet, på lageret og i butikken, hvor der sælges kvalitetsmaskiner og tilbehør til have-park folket samt landbrugsmaskiner af højeste kvalitet. Sørensen og Lynggaard er blevet til en af byens store arbejdspladser, og der er sket meget, siden det hele startede.

-Vi har udvidet lageret, bygget ny stor maskinhal og hele tiden sørger vi for at følge med tiden, så vi står godt rustet og er konkurrencedygtige i en branche med fart på. Vi forhandler de rigtige mærker, og sørger hele tiden for at være på forkant med udviklingen på værkstedet. Vi har kunder, der har handlet hos os, lige siden vi åbnede første dag i 1976. Det er vi helt vildt stolte af, og nok det bedste kvalitetsstempel man overhovedet kan ønske sig, siger Carsten Carøe Sørensen, som alle dage har levet og åndet for olie, maskiner og den gode service!

Hvad der kommer til at ske hos Sørensen og Lynggaard frem mod næste jubilæum, er svært at spå om… og så alligevel! Kerneværdierne som god service og professionel vejledning vil med garanti stå mejslet i granit på matriklen. Og når du træder ind i butikken eller på værkstedet på Fanøvej 7, vil du også i fremtiden føle dig velkommen!